Featured

Godnat-eventyr 7#

20160927_074149

– Du er så stille, sagde min bedstemor, mens hun grinede med sin karakteristiske cigaretlatter, hvor man kunne høre, der løsnede sig noget slim. Hun måtte hoste igennem for at få slimen væk. Min bedstemor levede af cigaretter, sort kaffe, torskerogn og opvarmet sovs. Hendes hus lugtede forfærdeligt af cigaretos, som blandede sig med hendes gammelkonelugt, kaffearomaen og selvfølgelig stanken fra torskerognen i den opkogte sovs.

Jeg var vel omkring 11-12 år og var sendt på efterårsferie hos min bedstemor, fordi jeg ikke kunne opføre mig ordentligt hjemme på gården. Et par dage forinden var jeg løbet hen i den nærliggende skov ved mine forældres gård. Mine forældre havde ikke kunnet finde mig i flere timer. Da jeg kom tilbage, havde de været helt ude af sig selv, og det endte med, at jeg skulle et par dage ned til min bedstemor, fordi de havde så meget arbejde, der skulle gøres, og ikke havde tid til at rende og lede efter mig.

Min bedstemor og jeg sad inde i hendes tilrøgede stue, for det regnede meget den efterårsferie. Hun pulsede konstant på sin cigaret, og når hun var færdig med en cigaret, tog hun straks en mere af de røde Prince, der var ekstra lange.

Jeg havde fundet en sjov gammel kuglepen i en af hendes mange skuffer i hendes utallige kommoder. Kuglepennen havde en miniaturelandskab inde i den øverste del af røret. Hvad der lignede tre halvnøgne pige-varulve kom ud af en skov, hvis man vendte kuglepennen på hovedet. Det var ganske spøjst.

– Må jeg få den her kuglepen, bedstemor? Spurgte jeg.
– Først skal jeg lige fortælle dig en historie, sagde min bedstemor. – Okay, sagde jeg.

Der var engang en dreng på din alder på dine forældres gård, mange år før vores familie købte gården. Han blev ved med at plage om en sådan ryste-kuglepen, som du sidder med nu. Den havde netop et lille miniaturelandskab inde i den øverste del af røret på pennen, hvor tre halvnøgne pige-varulve kunne rystes ud af en skov. Og det var drengen på gården meget fascineret af. Sådan en måtte han have, koste hvad det ville.

Drengen havde set kuglepennen i en baggårdshandel i Thisted og plagede hele tiden sine forældre, om han ikke godt måtte få sådan en kuglepen. Men dengang var kuglepenne meget dyre, særligt dem med miniaturelandskab indeni, og han skulle derfor først tjene til den, sagde min bedstemor. Hans forældre ville, at han skulle muge ud ved svinene hver anden dag.

Men han gad ikke muge ud ved svinene. For at muge ud ved svinene, skulle drengen gå i den lange rende bag alle svinebåsene og samle halm og lort op i en trillebør og køre det ud på møddingen. Ajle løb nemt ind i træskoene, og tøjet blev ofte gennemsølet af svinenes stinkende lort og urin. Drengen, som følte sig som en rigtig fin dreng, ville komme til at lugte fælt af det, og det var ikke til at vaske stanken af sig igen, efter en tur i svinestaldens bæ-rende.

Når han kom i skolen, ville de andre børn også kunne finde på at råbe; der kommer svinedrengen jo, eller de ville ikke gide at sidde ved siden af ham i klasseværelset. Han ville blive nødt til at sidde for sig selv nede på bagerste række, mens de andre børn, og læreren inklusive, holdt sig for næsen på grund af den uudholdelige stank. Måske ville han endda fået en ordentlig en på siden af hovedet af læreren, fordi han, som læreren ville udtrykke det, ikke havde vasket sig inden han kom i skole. Drengen vidste ikke, hvad han skulle gøre, sagde min bedstemor.

Det var helt uretfærdigt, syntes drengen, og han blev ude af sig selv af vrede og raseri, fortalte min bedstemor. I vildskab løb han ud på marken og hen til skovene, der lå i tæt uigennemtrængelig tåge kun to marker væk fra gården. Han løb ind i skoven og gemte sig for sine forældre. Da mørket faldt på, bestemte drengen sig for at overnatte i skoven.

Ved at overnatte i den uhyggelige skov, kunne drengen rigtigt straffe sin forældre, der sikkert ville være nervøse for ham, tænkte han, når han nu ikke var at finde nogen steder hjemme på gården. Snart faldt han i søvn og begyndte at drømme. Men drømmene var onde og uhyggelige. Han drømte, at han var en del af miniaturelandskabet i kuglepennen med de tre halvnøgne pige-varulve, han ønskede sig så meget.

– Men ville han ikke gerne hjem igen? spurgte jeg.
– Jo, men han var meget sur på sine forældre. Han ville ikke være svinedreng, men hellere have den fine kuglepen med det halv-nøgne pige-varulve, sagde min bedstemor og fortsatte:

Træerne omkring brønden begyndte at bøje sig væk – og PLUDSELIG, stod der tre ulvelignende væsner rundt omkring drengen ved brønden. De havde sylespidse hugtænder, lignede almindelige ulve, men var dobbelt så store og havde et endnu mere bidske udseende end almindelig ulve. Øjnene udstrålede uanede dyriske lyster. Varulvene hylede som nattens forladte pigebørn. De tre varulve havde, fortalte min bedstemor, været tjenestepiger på gården og ville gerne tilbage til gården for at have hævn.

De tre varulve løb nu i ring omkring drengen, hylede som besatte, og han vågnede i en sær uvirkelig døs. Drengen blev først meget bange, men de tre halvnøgne pige-varulve var ikke fuldstændig forvandlet til varulve. De havde stadig noget af deres kvindelige væsen tilbage, som endnu ikke var forvandlet til varulv. Denne sidste rest af kvindelighed brugte de til at trøste drengen, så han faldt lidt til ro.

– Hvorfor er du her, søde dreng? Spurgte varulve-pigerne.

Og så fortalte drengen, hvorfor han var der. Han var løbet hjemmefra, fordi hans skulle muge ud ved svinene og ikke måtte få den dyrebare ryste-kuglepen.

– Hvilken uretfærdighed, sagde varulvene, mens de trøstede ham ved deres barm. Skal vi ikke hjælpe dig med at få hævn? Og det ville drengen gerne have. Hvordan kan vi give dine forældre en lærestreg? Spurgte pige-varulvene den unge dreng. Og han fortalte dem, at hver fredag sloges hans forældre inde i deres seng om natten. Når de var midt i deres brydekamp, ænsede de ingenting omkring sig, og det ville være det bedste tidspunkt at angribe dem. Han havde selv set det gennem nøglehullet, og det var højest forstyrrende for en lille dreng som ham, sagde han.

Så aftalte de tre pige-varulve med drengen, at han skulle gå hjem og lade som ingenting, men om to dage, når det var fuldmåne og netop fredag, skulle han komme til hoveddøren på stuehuset og låse op for varulvene. Og det ville drengen gøre, fortalte min bedstemor.

Drengen gik nu hjem fra skoven, og forældrene blev ovenud lykkelige for at se deres dreng igen. Men det varede ikke længe, så bestemte forældrene, at drengen, som straf for sin flugt og den bekymring, han havde skabt, skulle muge ud hverdag i svinestalden. Drengen sagde ikke noget til det. Han gik nu og godtede sig indvendigt, for om to dage, når det blev fuldmåne og fredag, ville pige-varulvene komme og tage hævn over forældrenes uretfærdighed.

Endelig oprandt fredag nat, hvor det var fuldmåne. Drengen holdt sig vågen og ventede på sit værelse. Gennem sit vindue kunne han se den store mørke skov, som lå kun to marker væk fra gården. Ved to-tiden om natten kunne han pludselig se de tre halvnøgne pige-varulve komme løbende ned mod gården fra skoven. Han skyndte sig ned og låste op for yderdøren, så varulvene kunne komme indenfor i huset, som han havde lovet dem.

Drengen så fra sit vindue, hvordan varulvene rasede rundt i euforisk vildskab, mens de hylede som nattens onde børn, og endelig løb de ind i stuehuset, op ad trapperne. Det var som om de kendte huset. De for hen ad gangen og lige ind i soveværelset til forældrene. Drengen fulgte stille med, og han kunne lige ane, hvad der skete inde i forældrenes soveværelse.

Faren og moren havde som sædvanligt ligget tæt sammen, som drengen havde set mange gange før gennem nøglehullet. De havde ikke noget tøj på. Faren lå ofte presset op mod den øverste del af sengen, mens moren sad overskrævs hen over ham, mens hun vred sig rundt i vildskab.

Ulvene for ind i soveværelset og i et væk for de over forældrene, flænsede dem med deres tænder, der var skarpe som slagterknive. De gik først målrettet efter halsen, og det varme blod bredte sig som et fontæne rundt hele rummet. Da de tre pige-varulve var færdige med deres bytte, slæbte de de lasede menneskekroppe ud på gårdspladsen, hvor de fortærede drengens forældre, rub og stup. Intet var tilbage, forældrene var væk.

Min bedstemor gav tegn til, at det var den historie og tog en ny cigaret.
– Ja, det var det, sådan kan det gå, sagde hun, hvis man ikke tager sig i agt.
– Men hvad skete der med drengen? Spurgte jeg forfærdet.
– Ja, han blev desværre aldrig helt sig selv igen, han blev sendt på børnehjem. Og da han blev voksen, boede han på et særligt asyl, hvor han kom til at lave ryste-kuglepenne, med miniaturelandskaber med halvnøgne pige-varulve inden i. Så på en måde gik hans drøm jo i opfyldelse, sagde min bedstemor.
– Sådan nogle kuglepenne som den her? Spurgte jeg.
– Ja, netop, sagde min bedstemor.
– Men hvor har du den fra? spurgte jeg.
– Ja, det er en helt anden historie, grinede min bedstemor, inden hun tog en ny cigaret. – Efter sigende blev drengen, da han blev voksen, kaldt for ulvemanden, og en dag stak han af fra sit asyl som en fuldt udviklet ulv. Nogen siger, han løb ud i skoven ved dine forældres gård, og at han stadig færdes der i skovene.
– Det er meget uhyggeligt. Jeg skal aldrig mere ud i den skov alene, sagde jeg.
– Vil du ikke have kuglepennen? Spurgte min bedstemor.
– Nej tak, sagde jeg.

Featured

Godnat-eventyr 6#

SONY DSC

I et rige kunne mænd og kvinder ikke finde ud af kærligheden. En kvinde, der mente, hun kendte til kærlighed, havde fortalt om den til en mand, som derefter gik ud i verden for at fortælle det budskab, som han havde fået fra kvinden. Hvert eneste sted han kom, sagde han blot: ”Sandheden om kærligheden befinder sig altid hos manden og det mandlige. Spørg en mand, og du vil kende kærlighedens natur.” Men en kvinde, der kom hen til ham, sagde, at hun havde hørt et sted, fra en mand, der mente, han kendte til kærlighedens natur, at sandheden om kærlighed altid befinder sig hos kvinden og det kvindelige.

Der opstod stor diskussion hos folkene i riget, og de kunne ikke blive enige. Folkene i riget ville nu bygge en maskine, som skulle regne kærligheden ud for dem. Men det var ikke nemt, for kvinderne og mændene kunne heller ikke blive enige om at bygge maskinen i fællesskab. Så det endte med, at de skulle bygge hver sin del. Maskinens regnemetode skulle bestå af kun to variationer, nemlig en mandlig komponent og en kvindelig komponent, som så til gengæld skulle strækkes ud til næsten et uendeligt antal kombinationer. På den måde skulle maskinen blive i stand til at udtænke sandheden om kærligheden for begge parter.

Maskinen var stor og brummede. Den kunne både tænke i ring og i kasser og begyndte efterhånden at vokse af sig selv, blomster skød op oven fra på dens ryg, pladerne omkring maskinen blev mere og mere levende. I forenden af maskinen dannedes efterhånden en udgang, hvor man kunne forestille sig, at monstrummet kunne spytte sandheder om kærligheden ud, og til bagenden dannedes et lille hul, der efterhånden blev til en lille lem, som ingen endnu vidste, hvad skulle bruges til.

Hvad der nu efterhånden lignede en levende organisme kom til at stå midt på torvet mellem kvindernes gruppe og mændenes gruppe, lige midt for, så ingen blev forfordelt. Maskinen brummede og brummede og lignede noget, der skulle kaste alt det op, den havde i sig. Det begyndte også at lugte fælt om maskinen, så meget rumlede den og sendte gasser ud. Og pludselig gav den los og befriede sig fra alt, hvad den havde i sig. Der var en sand stank omkring den, og det var ikke nemt at se noget i skyen af sandhedsuddunster. Nu begyndte maskinen at tale:

– En mand og en kvinde skal lægge sig ind bag i mig, sagde den.

Folkene blev blege af frygt for, at en mand og en kvinde skulle ligge sammen. Det var det stærkeste tabu i det lille rige. Men maskinen insisterede med hele sin massivitet. De to grupper begyndte nu at tale sammen og finde et egnet par til at kravle ind bag i maskinen. Der var ikke mange, der havde lyst til at lægge sig i det stinkende bæst, og da slet ikke med en fra det andet køn.

Men folkene fandt alligevel et ungt par, hvor hun kom fra sødalen, og han kom fra bjergplateauet, som de tænkte måske kunne lokkes til at lægge sig ind bag i maskinen. De var sådan lidt naive og godtroende og havde vist endog sendt øjne efter hinanden. De to unge mennesker ville naturligvis ikke i første omgang, men alle rigets borgere tilskyndede fra begge sider, “jo kom nu, gør det for vores skyld, kom nu.” Og til sidst indvilgede de, åbnede lemmen og kravlede ind bag i den brummede maskine. Der gik en rum tid, ja måske en hel time, og så kom de ud igen.

Men da var det unge par i sandhed forandret. De var stik imod alle regler og al moral tæt omslynget og var helt uadskillelige. De kyssede hinanden både foroven og forneden – og rørte ved hinanden, hvor det netop ikke var helt legalt. Det var vederstyggeligt for de rivaliserende grupper at se på, en mand og en kvinde skulle holde sig fra hinanden. Men som tiden gik kunne rigets borgere godt se, at de to faktisk var glade for hinanden, og der gik da heller ikke lang tid, så var der endnu et par, denne gang ikke helt unge, tværtimod, som også havde lyst til at forsøge sig med maskinen, selvom de naturligvis hadede hinanden af hjertet, det forsikrede de alle om.

Også dette par kom fuldstændig sammenvokset ud af maskinen og var mere eller mindre uterlige, så man måtte ringe efter sædeligheds-ordenen. Men folkene i riget ville høre: Hvad skete der derinde? Og snart var der et nyt par, som var parat til at kravle ind i maskinen, og det varede aldrig, så begyndte der at danne sig en kø bagved maskinen. Nu ville alle rigets indbyggere prøve en tur inde i den store maskine. De stod ligefrem i kø, mens de ventede på lyksalighederne.

I det høje fulgte Gud med i festlighederne og tænkte, at nu var de ved at blive for meget. Så han steg for en kort øjeblik ned på jorden blandt menneskene i køen:

– Så kan I godt holde op med det pjat, gå hjem til jer selv, sagde han.

Og så gav han maskinen et ordentligt spark bagi, så den faldt fra hinanden. Det lød næsten som en dej, der blev punkteret. Maskinen sagde puf, og lystigheder på torvet stoppede. Folkene i riget blev lidt skamfulde, men mændene og kvinderne i riget havde nu opdaget kærlighedens sande natur.

Featured

Godnat-eventyr 5#

SONY DSC

En dag kom en prinsesse gående forbi et træ, hvori der sad en krage i sin rede. Med det samme var prinsessen som tryllebundet af kragen i træet. Jeg må altså op til kragen, sagde prinsessen til sig selv. Men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at komme helt derop. Noget ved kragen var så dragende, at det virkede som hun havde mødt sin livsskæbne.

Kragen havde også fået øje på prinsessen, og den følte den samme uimodståelige tiltrækning. Fra sine dybe gemmer fandt den et flyvende tæppe, som den kastede ned til prinsessen, og med det samme greb hun tæppet, kastede sig op på det og fløj op til kragen. Her kunne de nu sidde sammen, som om de havde været sammen siden tidernes begyndelse.

– Kære krage, hvor har jeg set dig før, spurgte prinsessen kragen. – Kra, kra sagde kragen, og måske betød det Krakow eller måske betød det noget helt andet.

Kongen og dronningen begyndte naturligvis at blive bekymret for, hvor prinsessen mon kunne være blevet af. Snart fandt de ud af, at hun sad oppe i træet, kun få hundrede meter fra slottet.

– Hvad laver du dog deroppe? Pas på du ikke falder ned, råbte de til hende. – Jeg besøger min allerbedste ven kragen, råbte hun tilbage. – Du skal komme ned, råbte de. Men de kunne godt se, at hun ikke sådan kunne komme ned. Det var et meget højt træ, og der var ikke mange grene at klatre i. Kongen og dronningen vidste ikke, hvad de skulle gøre. Det så jo også ud til at være farligt, selv om hun så ganske tryg ud deroppe i reden med kragen.

Kongen samlede nu alle de mest kapable unge mænd i sit rige. Han beordrede dem til at stille sig op oven på hinanden på hinandens skuldre, med den prægtigste øverst. Den mand, der kunne få hende ned, ville få prinsessen og det halve kongerige. Efter nogle små brydekampe, hvor de unge mænd afgjorde styrkeforholdet mellem hinanden, rejste de sig nu som en lodret mur, der ville række ud efter prinsessen, der sad i reden hos kragen.

Allerøverst stod altså rigets prægtigste unge mand, og med et greb han ud efter prinsessen og tog hende med ned.

– Kra, kra, sagde kragen, som om den sagde farvel. Og prinsessen snøftede, hun var kommet til at holde usigeligt meget af den lille fugl. – Jeg kommer flyvende til dit tårnværelse, råbte den efter hende. – Ja, gør det, sagde hun, gør det.

Nu blev hun i sandhed svunget i stærke arme ned til jorden, og giftemålet var så godt som aftalt. Efter at have set den prægtige unge mand lidt an, kunne prinsessen heller ikke skjule over for sig selv, at hun da også syntes, at han var en prægtig ung mand, som hun både kunne lide at se på og røre ved.

Som lovet fløj kragen troligt hver nat til vinduet i prinsessens tårnværelse, og hun aede dets triste fuglehoved. Prinsessen holdt stadig uendeligt meget af den lille krage, men kunne også godt se det umage i deres venskab.

Kragen sagde – åh, hvis bare jeg havde været et rigtigt menneske, men jeg er jo bare en krage, og prinsessen sagde, at de var hun også meget ked af, men kragen var jo en krage – og ikke en mand. Selv om kragen var den bedste i verden at tale med og betro sig til, var kragen jo ikke i stand til at holde om prinsessen. Nej, det måtte kragen jo indrømme, det kunne den ikke. Men prinsessen følte sig ond og uretfærdig, græd, og kragen fløj trist afsted, men som tegn på kragens udelte hengivenhed fik hun hver nat en lille sort fjer fra dens fjerdragt, hun kunne skrive kærlighedsdigte med.

Tiden nærmede sig, hvor prinsessen og den prægtige unge mand skulle giftes, og der skulle være bryllupsfest på slottet. Brudekjolen skulle sys, og kragen fik nu den idé, at kjolen skulle sys af det flyvende tæppe, der oprindeligt havde løftet hende op til kragen i træet. – Nej, det går vist ikke, sagde prinsessen. Og er det stort nok? Spurgte hun. Jo, det kan nemt række til en brudekjole, og går det galt hos skrædderen, kan det sagtens række til en mere. Der er næsten uendeligt af stof i det tæppe, sagde kragen og fortsatte. – Det eneste, jeg vil bede dig om, er, om jeg må blive din page og løfte slæbet til din kjole i mit næb. Og det indvilgede prinsessen i, der var faktisk ikke noget, hun hellere ville.

Og sådan kom det også til at ske, da bryllupsdagen oprandt, gik hun op ad kirkegulvet og efter hende bar en sort krage slæbet til hendes brudekjole med sit næb. Folk fra nær og fjern undrede sig naturligvis. Den unge prægtige mand stod og ventede på hende øverst i kirken, og han var efterhånden godt træt af det bevingede kræ, som altid fløj omkring prinsessen. – Kra, kra sagde kragen.

Kragen løftede sig mere og mere op i kirkerummet. Og nu fik kirketjeneren øje på kragen. Han havde ikke hørt noget om aftalen mellem prinsessen og kragen og tog hurtigt sin kost og gav kragen et ordentligt gok i skallen, så den døde. Den unge prægtige mand godtede sig. Han følte næsten, han var kommet af med en rival.

Prinsessen opdagede ikke, at kragen var blevet slået ned. Hun fløj langsomt op mod alteret, havde kun øje for den tilkommende, der smilede hengivent til hende, hun sagde sit udelte ja og blev gift med den prægtige unge mand. Da de havde kysset og seancen var overstået, vendte hun sig om, og kragen var væk. Den ville nok ikke være med alligevel og var fløjet væk, tænkte hun. For eftertiden tænkte hun mere og mere for sig selv, at kragen var stukket af midt i hendes livs højdepunkt – og egentlig jo havde svigtet hende lidt ved ikke at følge hende helt op til alteret.

Featured

Godnat-eventyr 4#

 

SONY DSC
SONY DSC

Der var engang et lille rige, hvor alle kvinderne var begyndt at gå efter vand ved det rustgyldne hus torsdag over midnat. Deres mænd undrede sig hver især hjemme i de små hjem. Hvad var det dog deres koner lavede nede ved det gyldne rusthus, ud over at hente vand? Men kvinderne sagde ikke noget, de sagde bare: Vi henter vand.

Sådan gik der lang tid, ja en hel sommer, hvor mændene gik og observerede med lige dele forundring og bange anelser, mens kvinderne troligt hver torsdag over midnat gik efter vand. Ingen af mændene havde taget mod til sig til at snakke med andre mænd om det mærkelige i deres koners ærinder. Men en dag efter et mindre slagsmål blev en flok mænd klar over, at mange af dem hver især gik rundt med de samme bange anelser og en sær forundring. Nu begyndte de at lette deres hjerter for hinanden.

En mand, der hed Atrix fortalte, hvordan hans kone var begyndt at opføre sig ganske udfordrende i deres samliv. Først havde han syntes, det var dejligt, men senere var han blevet mere mistænksom. Hun havde fået nye teknikker i sengen, som fik dem begge til at svæve, men efterfølgende var han kommet til at tænke på, hvor havde hun lært det – måske nede ved rusthuset, hvor ellers?

Badis havde oplevet noget lignende. Pludselig var hans kone begyndt at være den aktive og lokke ham med i seng, og det var altid om fredagen, dagen efter torsdag, hvor hun havde hentet vand ved det gyldne hus den halve nat. Han havde nok lagt mærke til, at hun hele fredagen havde forfulgt ham rundt i huset og gjort sådan lidt småkur til ham, lagt en hånd her og der, og han havde da også syntes, at det var dejligt, men hvorfor nu denne imødekommenhed? Han forstod det ikke, måske havde det noget med det gyldne hus at gøre?

Celus mente, at det var ved at tage overhånd. Hans kone ville ligge med ham hele tiden, og da han var lidt ældre end hun, kunne han næsten ikke holde til det længere. Han var begyndt glæder sig til hver torsdag over midnat, for så var hun da i det mindste ikke hjemme. Men desværre tog fanden endnu hårdere fat næste dag, så hun var helt uudholdelig.

Det var den samme lykke alle steder, i alle hjem, hos alle mænd. Alle havde de oplevet blomsternes kildrende tæppe om bjerget. Bierne, der brummede lystigt i hjerneskallen. Måske skulle mændene bare lade være med at gøre noget, tænkte de. Det var jo alligevel den lykkeligste tilstand, man kunne tænke sig, var det ikke? Så gjorde det vel ikke noget, at det var lidt gådefuldt?

Og pludselig gik det op for dem, at de måtte beskytte deres nye lyksalighed fra at slippe ud til de omliggende riger. For hvad ville der ikke ske, hvis begærlige mænd fra de omliggende riger hørte om de nye evner blandt kvinderne? Hvilket rend ville de ikke få fra lykkeriddere og opkomlinge – som de kaldte dem.

Mændene begyndte at bygge en mur, så man var sikker på, at ingen fremmede mænd kunne komme igennem til det lille rige. Man lavede et særligt system, der kunne spotte om en skikkelse var et hankøn, og var han det, råbte man ham an og bad man ham vende om og gå hjem. Fremmede mandfolk havde ikke noget at gøre i riget.

Da nu først mændene havde sikret rigets ydre mod fremmede mænd, kunne de alligevel ikke styre deres nysgerrighed. Den indre slange pirkede til deres videbegærlighed. De måtte altså vide, hvad der skete nede ved det rustgyldne hus over midnat. Den næstkommende torsdag over midnat listede mændene af sted, lige i hælene på kvinderne. Børnene måtte ligge alene hjemme og sove, skønt mændene havde lovet at kigge efter dem netop hver torsdag over midnat.

Først kunne mændene ikke se noget overhovedet ved det rustgyldne hus, og der kom næsten ikke noget lys ud af vinduerne. Mændene tænkte, måske var det slet ikke her, kvinderne mødtes? Måske havde de løjet, og huset havde kun været et påskud for at mødes et andet sted? Men lige så stille listede mændene sig hen til huset, og forsigtigt kiggede de ind gennem vinduerne. Og her så de i sandhed et særpræget og forunderligt syn:

Kvinderne dansede rundt om en rank søjle, der løftede tagets hvide himmelhvælving. Vand løb ned langs den glatte overflade og dannede en lille sø om søjlen. Søjlen brummede med enorme energiudladninger. Herefter kom der pludseligt et ubeskriveligt stærkt lysglimt, og en stråle bredte sig rundt i rummet og ramte kvindernes pander. De var som i trance og dansede ekstatisk frem og tilbage til den rytmiske brummen fra søjlen. Da seancen var slut, skyndte mændene sig væk, og lidt efter lidt kom kvinderne svævende salige ud af huset. Mændene sagde ikke noget om, at de havde beluret kvinderne.

Lykken varede mange somre i det lille rige. Kvinderne blev ved med at hente vand hver torsdag over midnat ved det rustgyldne hus. Med tiden blev det rustgyldne hus endog gjort til et tempel, hvor kun kvinderne havde adgang. Hver torsdag over midnat tilbad de søjlen og modtog endnu mere af den uendelige visdom, som strømmede til dem. Børneflokken øges i takt med visdommens glæder, og alle børn blev regnet som de ægteste arvinger til det lille rige.

Featured

Godnat-eventyr 3#

SONY DSC

I et rige var der en prins, som var meget bange for piger. Kongen var meget bestyrtet, da han var ved at blive gammel. Hvad skulle han gøre, for han havde kun denne ene søn? Rigets fremtidige sikkerhed var i fare, for han var ikke i tvivl om, at der ville udbryde borgerkrig, hvis sønner ikke ville føre riget videre. Men jo mere kongen plagede sin søn med arvefølgen og alle sine bekymringer, jo mere angst blev prinsen.

Kongen sendte nu bud efter en klog kone, for at hun kunne give ham et råd om sønnen. Hun sagde straks, at hun kendte en pige, som var bange for drenge og dette var den eneste løsning på problemet. Skønt det var det endelige, som umiddelbart afskrækkede dem, havde de også en bagvedliggende angst – en angst for menneskelivets uendelige love, sagde den kloge kone.

Man klædte nu efter den kloge kones råd pigen ud som dreng og sendte hende ud på en lang og farefuld færd med prinsen. Her havde man, efter råd fra den kloge kone, planer om at plyndre de to fra top til tå og forskrække dem for livet. Derefter skulle de ikke længere være angste for det uendelige, mente den kloge kone.

Da kongen flere år senere lå for døden, havde han opgivet se sin søn igen. Prinsen var stukket af fra alle kongens planer med ham. Han havde forladt riget, og ingen havde siden set ham eller pigen. Men i den sidste time, da kongen var meget tæt på døden, og hvor borgerkrigen syntes uundgåelig, da bankede det på kongeborgens port. Og lige i det øjeblik kongen var døende, fik han hvisket i sit øre, at prinsen var vendt tilbage.

Featured

Godnat-eventyr 2#

SONY DSC

Det var et rige, hvori der udbrød pest. De første, der blev syge, var de rejsende købmænd, troubadourerne, de rejsende gejstlige og de lærde. De var blevet smittet andetsteds, havde bragt pesten med sig til deres ligesindede, dernæst blev den verdslige magt syg, fordi de havde tæt berøring med de rejsende af forskellig slags, ikke mindst når de søgte råd og vejledning. Da således magten efterhånden begyndte at smuldre, drog tyendet væk, til deres små hjem, men allerede smittet af pesten. Hjemme blev de også syge, døde uden hjælp. Også rotterne, som altid var løbet i forvejen og havde spredt pesten nedenfra, fra kloakkerne, hjalp til med gøre indhug i tyendet, mindre købmænd og håndværkere. Til sidste ramte pesten udkantsgårde, og til allersidst:  Jægeren, der har været i skoven at jage i mange dage.

Featured

Godnat-eventyr 1#

SONY DSC

Et folk skulle engang vælge en hersker mellem tre personer. Da alle tre havde bevist deres egnethed, ville folket stille et sidste spørgsmål, inden de skulle afgøre hvem af dem, de ville vælge. De spurgte således de tre, efter hvilke basale principper de ville styre riget? Folket bad den første træde frem, og han svarede, at han ville lade hver enkelt borger få så meget frihed så muligt. Den enkelte skulle få lov til at gøre, hvad han eller hun ville, så længe det var inden for lovens grænser. Derefter bad folket den anden træde frem, og hun svarede, at hun vil gøre alle mennesker lige, de stærke skulle hjælpe de svage og mennesker skulle leve i et fortroligt fællesskab. Folket bad nu den sidste træde frem, og han svarede: “Jeg vil i enhver konkret afgørelse holde det gode for øje, som om det skulle gælde evigt.” Folket valgte nu den sidste mand fra, og i det tilbageværende valg mellem de to første, delte folket sig to næsten lige store lejre.

Featured

Digt: Hvem ringer klokkerne for?

SONY DSC

1.
Nu skulle jeg vel have taget i kirke.
Måske Gud ville have sagt mig,
hvad jeg skulle gøre,
hvad der er mit kald her i livet.
Men så sidder jeg bare her
og raller ord af mig,
jeg får ingenting gjort.
Der bliver vist ikke noget kald,
i denne omgang,
ser det ud til.

2.
Hvem er jeg så?
Det har været
en længerevarende forhandling
mellem virkeligheden og mig.
Mellem hvad virkeligheden
og hvad jeg selv syntes,
at jeg skulle være.
Noget kald fra Gud kom
og kommer der jo nok ikke
og skæbnen udeblev.

Så jeg blev altså
mig,
men med stor utilfredshed,
må jeg nok sige.

Havde jeg bare været Jonas
i hvalfiskens bug,
sendt af Gud ud i verden:

For at komme med et dårligt budskab,
om snart forestående ulykker,
som så alligevel aldrig bliver til noget,
hvem kunne jeg ikke have irriteret
med mine profetier?
Min kone og statsministeren.

3.
Kære Gud.
Du som er det utrolige lys
i sindets mørke,
som er dette bjerg i
den himmelske horisont,
og horisonten i himlen
ud i uendeligheden -Kom her til mig
og placér mig et andet sted,
jeg er ikke den,
de ser,
jeg er,
og så vil de alligevel
gøre dét til mig,
dét, de alle sammen ser,
mennesker fra virkeligheden,
virkeligheden med mennesker –

Jeg kan ikke holde det ud.

4.
Jeg ved godt: Nogen gange
skal man kæmpe sig igennem,
lade sig blive noget andet gennem kamp
fortælle disse mennesker,
at man altså er en anden,
og at det er ganske fornuftigt.

Mit forhold til Gud
er faktisk meget dårligt,
jeg bruger ikke tid på ham længere,
jeg går aldrig i kirke,
jeg ville egentlig gerne gå i kirke,
men hvem møder jeg så ikke der:
Folk med fjæs, jeg ikke gider se på.

Kirkeklokkerne ringer stadig,
men jeg kommer ikke,
jeg møder ikke op.

Jeg sidder stadig her
og er optaget af mig selv.
Jeg kommer ikke af sted,
jeg bilder mig ind,
at jeg møder Gud her
i mine digte.
Måske skulle jeg have taget mig sammen,
og bevæget mig de få hundrede meter
hen i nærmeste kirke
for at høre på Guds ord.

Men jeg får det ikke gjort,
disse ord er min private gudstjeneste
min lille indre samtale med Gud
om hvad der skal ske,
hvor jeg skal hen,
men hvor skal jeg så hen?
Det skal jeg naturligvis ikke bekymrer mig om,
Ja, ja, den har vi hørt tusindvis af gange før
– kæreste Gud.
Bare glem det hele,
lad vær med at bekymre dig
og vent på, hvad der måtte komme.
Men kan man sige det i dag,
i vort moderne samfund,
hvor vi er kommet så langt,
hvor alting er beregnet og planlagt?

Jamen Herre Jemini,
det kan jeg jo ikke,
jeg er jo nødt til at være lidt forudseende.

Ellers var jeg en tosse,
der ikke forvaltede,
hvad jeg havde fået af Gud på rette vis,
jeg ville ikke forvalte det ene sølle talent
jeg trods alt har fået,
hvis jeg bare gravede det ned
og ventede på, hvad der måtte ske,
og så alligevel –

er det ikke det, jeg har gjort?
Jeg har gravet mig ned.
Jeg er ikke kommet nogen steder,
og det er for dårligt.

5.
Måske er jeg en slags Abraham,
der har fået en søn i en sen alder,
Men jeg er ikke en lige så dårlig far
som Abraham – trods alt,
ofrer min søn til Gud
kunne jeg nu aldrig finde på,
så langt rækker mit idioti ikke
eller min tro.
Abraham var politiker
og ville have Gud til
at lade være med at jævne
Sodoma og Gomorra
med jorden.

Jeg er ikke politiker
og har ikke psyken til det spil,
men når jeg tænker over det:
Hvor var det synd for de mennesker
i Sodoma og Gomorra,
hvis de bare sådan skulle dø
under en guddommelig udslettelse
på grund af deres udsvævende liv.

Kan det virkelig passe,
at de sådan skulle udslettes?

Jeg tror det ikke,
jeg er sikker på,
at de fik lov at løbe ud af bagporten,
op på bjerget,

og så blev det hele smadret,
måske af noget man kunne kalde Guds hammer,
begge byer var alligevel faldefærdige,
og lige til højre for de gamle brokker,

ville man måske allerede være i gang med
at bygge en ny markedsplads,
en ny helligdom
i en ny by.
Imens kunne folkene
fra Sodoma og Gomorra
stå oppe på bjerget
og kigge ned på de gamle faldefærdige byer
der bliver jævnet med jorden,
og grine.

Man skal ikke fortælle
løgnehistorier om Gud,
han har altid været god.

Det er kun mennesker,
der ikke altid har været gode.

6.
Kirkeklokkerne ringer,
men jeg kommer ikke,
jeg sidder bare her,
og tænker skulle jeg være gået i kirke.
Nu sidder der en halvthundrede kirkegængere
henne i domkirken og hører på Guds ord.
Hvad er det mon de hører,
hvad er det, han vil fortælle?

Jeg ved det ikke –
hvis bare jeg vidste det.

 

Essay: Stephen Fry’s Bent Nose and the Monarchy

20170624_131434

Most of those who have seen Stephen Fry on television cannot have missed to notice his bent nose. In his autobiography “Moab Is My Washpot”, he tells the story behind his bent nose, but he also draws interesting parallels between his bent nose and the monarchy. The whole autobiography “Moab Is My Washpot” covers his early childhood and follows him until his time as a student in Cambridge.

Stephen Fry is known for so many things: as a brilliant actor, comedian, journalist and TV host. Not least has he made a very interesting documentary on the English language and an autobiographical documentary about his bipolar disorder, the latter even gave him an Emma Award. In addition, he has also been a visiting professor of drama at Oxford University and he is an Honorary Fellow at several universities in the UK. Originally, he graduated with a degree in English Literature – but since 1981 he has mainly worked in the entertainment business. Stephen Fry is also the author of five novels and three autobiographies. All of them highly praised.

Now back to Stephen Fry’s bent nose: Stephen Fry broke his nose in prep school. And when he was fourteen, it became apparent to everyone that is was not growing straight, as he himself was starting to notice that he might not be straight himself. Of course, as most youngsters, he wanted it straightened out. But a chorus of family members were always saying: “Oh no, Stephen, you mustn’t … it’s so distinguished”. However, young Stephen didn’t find his nose distinguished, rather he found it idiotic and unpleasant, as he says in Moab Is My Washpot: “A duelling scar may rightly be called distinguished, as might a slightly cleft chin or a glamorously imperceptible limp.” But a bent nose is not distinguished!

However, after a while he began to understand that a bent nose might not be as undesirable as he first thought. Stephen Fry explains in his autobiography that it might even be a strategy for keeping your self-esteem up. He says: “We keep our insignificant blemishes so that we can blame them for our larger defects”. So according to Stephen Fry, it is actually best for you to avoid ‘a nose job’, both literally and metaphorically. It is better to live with your minor faults and defects. A straight-nosed Stephen would not be more attractive than the bent-nosed Stephen. This discovery allows him to draw parallels between his own bent nose and the monarchy in Britain.

Stephen Fry tells us – the readers – that he has a friend who is against the British monarchy and the aristocracy. This friend argues that the existence of monarchy, the aristocracy and the House of Lords in British society is absurd, unjust and outdated. Furthermore, his friend “believes that in the name of liberty and social justice they [that is the aristocracy] should be abolished.” However, Stephen Fry does not agree with his friend, on the contrary. Even though Stephen Fry is publicly known for supporting the Labour party, he actually has a much more positive view on the British aristocracy than his friend:

“I think of the monarchy and aristocracy as Britain’s bent nose. Foreigners find our ancient nonsenses distinguished, while we think them ridiculous and are determined to do something about them one day. I fear that when we do get rid of them, as I suppose we shall, we are going to let ourselves in for a psychic shock of discovering that the process has not made us one jot freer or one ounce more socially equitable a country than France, say, or the United States of America. We will remain just as we are, about as free as those countries. We are probably not quite as free at the moment (whatever free might mean) or as socially just (ditto) as the Benelux countries or Scandinavia, and as it happens, Scandinavia and the Benelux countries have monarchs. There will be great psychological damage done to us if we take the step of constitutional cosmetic alteration […] Britain would suddenly have no absurd minor blemish to blame for its failures, which are of course no more than defects of being human,” he says in Moab Is My Washpot.

Stephen Fry argues that one should maintain or even preserve one’s bent nose, both literally and metaphorically. One should not try to revolutionize one’s face as one should avoid changing society fundamentally. We will just end up with unwanted cosmetic results in both cases. Although he is a Labour supporter and an activist on human rights, he ends up being a conservative of sentiment. It is not desirable get our noses straightened in our personal lives, nor in the political constitution of a country. Mankind does not change significantly anyway. If this is the case, it is better that we accept and live with our minor defects. Our minor defects might even end up distinguishing us, as Stephen Fry’s bent nose?

Review: Grief Is The Thing With Feathers by Max Porter

20170520_111207

Pathos, it feels, has been living a reclusive life away from the literary mainstream since the rise of post-modernism with its focus on irony and satire. However, quite recently, Max Porter has published the very interesting poetry/short prose collection ‘Grief Is The Thing With Feathers’ with a clear sentimental mood and with a pathos driven theme. His little treat of fine literature doesn’t leave a bad taste in your mouth at all – rather, it seduces you into following those forgotten feelings of pathos in contemporary literature.

‘Grief Is The Thing With Feathers’ is about losing a loved one, and it gives an accurate description of the anatomy of grief. A family in London has lost a mother because of a domestic accident. ‘Grief Is The Thing With Feathers’ describes in detail the reactions of the bereaved boys and of the father who now has the whole responsibility for his two sons himself. Due to the death of the mother, we sense the profound feeling of absence in the little London flat where the family is living. It’s terrible. Everything turns into madness, and the world is turned upside down because of the despair and the loneliness of the family. Absurdity can be reality when it comes to the experience of grief.

As an extra poetic technique, Max Porter also uses children’s gibberish in order to show the hidden or unspoken experiences of sorrow. The gibberish of ‘Grief Is The Thing With Feathers’ is often deeply inventive from the core of the creative force. And as it turns out, poetic language shows a sort way out of the blackness of the feathers that surrounds the little family.

One cannot avoid noticing Max Porter’s huge amount of allusions to Ted Hughes’s equally outstanding work “The Crow”. The father in Porter’s book is a Ted Hughes-scholar and that creates a clear ressonance with Ted Hughes’s poetry. Furthermore, ‘Grief Is The Thing With Feathers’ seems to have borrowed both the setting, characters and incident from Ted Hughes’s personal life. Ted Hughes lost his wife Sylvia Plath and the mother to his two children when she committed suicide. He also had to take care of two children alone as the father in ‘Grief Is The Thing With Feathers’. There are also many literary and symbolic references to Ted Hughes’s work, most significantly “the crow”. Yet ‘Grief Is The Thing With Feathers’ is a highly original work that gives a fictional account of how it must be to be a father to two children who have lost their mother.

‘Grief Is The Thing With Feathers’ leaves this reader with an everlasting and strong impression of grief. May other readers have the same chance.

Reflection: Should We Increase The Use Of Natural Resources?

SONY DSC

The earth is becoming hotter as the climate is changing globally due to the rise in temperature. This increase in temperature will eventually lead to a massive changes in the variation or even a mass-extinction of species, a flooding of huge areas of land, a break down of the agricultural sector and a shortage of food and water supply etc. As a consequence, we will see mass-migration, civil war because of lack of food and an increase in famine, especially in developing countries. That’s what science tells us.

So who has the responsibility for preventing the climate change from escalating into a worldwide disaster? Should governments worldwide and international corporation negotiate through for example UN institutions and come to an agreement on radical strategies towards preventing total climate disaster from breaking out in the future?
Maybe the responsibility for doing something about climate change and its devastating consequences lay just as much on the shoulders of the individual?

From one perspective, there is no doubt that if you really want to create a change on the environmental area, you have to work out strategies on an international level. If you don’t have a global agreement between governments, you will not succeed in making any significant changes in the agenda on global climate. However, the problem is that our international institutions, e.g. the UN, are politically weak and insufficient. We can’t depend on our global institutions. They are not capable of solving anything because we haven’t given them enough power to ratify radical restrictions on the agenda of national governments that go against the environment. So far, it has been almost impossible to come to an agreement between the world’s many countries and rulers. The Kyoto Agreement has never been fully ratified. The interests of the world are simply too many and diversified. So where does this leave us in solving the greatest problem of this world?

We might turn to the individual citizen for help. Of course, it will result in a big change if the global consumer altered his or her spending habits. If people changed their habits and their personal ethics significantly when buying goods and handling waste, then the global market would most certainly adjust to the new tendencies. This would mean that the market would radically minimise the spread of anti-climate products. Also, if the global citizen could recognise the importance of minimising one’s use of water and other resources, it would certainly help in the fight against climate change. But it has to be a worldwide movement where all people unite in a global struggle against over-production and pollution. Humankind has to restrict itself, and I am not sure we are capable of doing that.

So what can we do? Maybe we should turn the bottle upside down and instead increase our spending and use of resources. Maybe we should use the logic of capitalism and let the market grow exponentially? With the increased spending and use of resources new technologies will be born which could eventually give us new industries which do not effect the climate. By using more resources and energy, we could give ourselves the platform and wealth for inventing new practices that could make us independent of the polluting resources we use today? “More is better” because it might give us totally new possibilities. The distortion of our natural resources today could also be creative and positive in the long run, if we dare to take the risk? And it that not what humankind has been doing for last decades? Let’s wait and see; maybe the fatal increase suddenly turns into a cooling decrease?

Reflection: Should Parents Always Get Their Children Vaccinated?

Billeder 2 030 (2)

Today medical science can through vaccines prevent many childhood diseases from breaking out. In the western world infant mortality has decreased significantly during the last century thanks to the wonders of medical research in immunology. Illnesses which were dangerous to children in the past centuries are now almost extinct or harmless – or at least under control through vaccines. However, modern medical technologies also raise a number of ethical issues and dilemmas that can be difficult to navigate by the contemporary citizen of the modern world.

For example, what happens if parents refuse to let their children become vaccinated against certain diseases and thereby indirectly cause a weakening of the effect of the vaccines? Should those parents be forced to immunise their children? Or does the free choice of the individual stand above the common wellbeing of the community?  It is indeed a very difficult philosophical question.

On the one hand, to protect the individual’s right to make decisions is very important in our contemporary world. The freedom to choose how you want to live is a right under constant pressure from fundamentalism and radicalism of health discourses in today’s society. Health ideals have developed to a point where they actually restrict the freedom of the individual; you can’t be fat, you are not allowed to smoke, you must not eat meat, you should not drink alcohol, especially if you are pregnant, you should always eat organic food or spelled wheat, you can’t do this and that – and you should always let your children be immunised against childhood diseases for the general sake of the population. There are many agendas concerning health that you are supposed to follow in modern society if you want to be a good citizen. However, many of these are not based only on science but also on political ideology. And it can be difficult to distinguish between what is political ideas and what is scientific fact? So it must be important to ask oneself what is common sense in the dilemmas of vaccines? Maybe, children can easily survive without all the vaccines that medical treatment offers today? I am inclined to follow those who are critical of the fundamentalism of vaccines – and medical ideology in general in our society.

On the other hand, one can also argue: is it not always the most rational choice if we always do what is best for the greatest common good in our society? We should always follow today’s medical research since it will lead to the greatest amount of wellbeing of the population in general. Why do something that will eventually harm you or your children according to science?  Why not follow expertise even though it might go against your personal freedom of choice? Maybe we just have to acknowledge that today’s science has become cleverer  at solving dilemmas of everyday life than man’s private rationality. Indeed, today’s science has surpassed common sense as a guideline in life, it seems.

As a parent, I have faithfully taken my children to the general practitioner who vaccinated them according to best practice in the art of medicine. And I did it in order to feel safe in the knowledge that my children will not suffer from any unnecessary harm, and in order not to be accused of being a bad parent. But was it common sense? I don’t know.  I just know that sometimes you just have to follow what the authorities say is the right thing to do and what research highly recommends, and that is the most rational thing to do as an individual, I think. Common sense must always stand above your personal right to chose how to live. The right to freedom of choice should not fought at the expense of common sense, especially not when we are dealing with the general health of our children. It is quite simply over the top if you think that you are smarter than the majority of the world’s scientists, isn’t it?

Review: ‘Ted Hughes – The Unauthorised Life’ by Jonathan Bate

20170512_204859

“Ted Hughes – The Unauthorised Life” is a brilliant account of the life of a very interesting British poet from the twentieth century. Jonathan Bate’s biography tells the story of a young working class boy from Yorkshire who gets accepted to Cambridge University where he meets the ingenious Sylvia Plath, a young American poet with equally brilliant poetic skills as Ted Hughes himself.

The two poets become an inseparable couple for seven years, and they even had two children. But the mixture of two brilliant young people with outstanding poetic ambitions, two children and large household is doomed to end in disaster. And it does. Ted Hughes commits fatal adultery, and Sylvia Plath commits suicide. The myth of a modern marriage of legendary poets is founded. Furthermore, by the worst of luck, Ted Hughes is to meet yet another woman who does exactly the same and commits suicide in love sickness due to Ted Hughes’s unfaithfulness.

Not many men are indirectly or directly the cause of the death of two women. By now, every feminist must be in highest alert. Still Jonathan Bate seems to explain Ted Hughes’s destiny not only as a result of his carelessness but also as result of the combination of bad luck and Hughes’s own immaturity. According to the biography, there was also something in Ted Hughes’s character and appearance that seduced vulnerable and gifted women. But Ted Hughes’s guilt is not totally dismissed by Bate.

When one reads Bate’s biography about Ted Hughes, one cannot escape the thought that he actually was a big pig, although a very gifted and charming one. If one wants to read a book about glamorous bastard then read Jonathan Bate’s seducing biography on Ted Hughes’s life.

However, Bate’s book is also a biography about a man who develops into maturity and in some sense settle down in the end and reconciles himself with his strange destiny and enormous poetic skill. In short, “Ted Hughes – An Unauthorised Life” is a highly recommendable book for poetic snoopers and seekers of explanations of life’s twisted roads.

 

On special prerogatives among animals in Thyk

SONY DSCOne could also find storks in Thyk.
They were strutting leggy about
in middle of the shallows at Øsløs and Vesløs
where they ate pests and vermin.

They liked to eat exactly the sort of creatures
as people tended avoid. They had built their nests
safely over the rooftops on a lamppost
from where they could observe people’s comings and goings.
They had a long, pointed and compressed beak
with which they caught especially moles.

The stork was lurking in wait
while the mole in self-defense threw soil
into the air. But the stork suddenly chopped
its beak into the ground
and captured the
terrified mole.

The stork was a dearly beloved bird
because it also consumed large amounts
of cockchafer grubs and mice.
But its own meat was inedible,
so the bird was allowed to wade
unmolested about
on the huge lengths
of the shallows in Thyk.

(PGW – Translation from Nordvest- Thydigte)

Hør ‘Karen og Maren’ læst op på thybomål

 

SONY DSC

Hør mig læse op af digtet Karen og Maren på Oplæsning af Karen og Maren

Karen og Maren

Karen Kloste fra Hinding hai fie kykke.
I 1987 waand hun æ ærespokal fra æ mejerik,
fo det baist mielk i hiele Thyk.
Fålk fra Nos wa nøj øwerraske øwer,
at hun lewere så gue mielk,
isæe da jen å æ kykker kun hai trik patter,
å Karen jentlig va lit sølle.

Den trik-patte ko hied Maren.
Karen dielt naisten hus å tåg mæ hiende.
Na Karen talte mæ Maren,
nønne Maren å skrabe i æ stølgul
mæ æ klowe.

Maren å Karen hai kun wæt
uwænner jen gång i djæ lyw:
Maren wa fo manne åe sien
kommen te or æi
å Karens blomste i æ bæ,
men da hun bløw opdawe, løw hun om baw
æ gawl å æ lår or skamme sæ
mæ stue urolige ko-øwn.

Jentlig skue Maren ha wæt
å æ slagteri, fo hun
hai kun trik patte å æ yve,
å dafu ga hun æt længe så møj mielk.

Hun wa i si ungdom blywen stukken å æn flue
å hai fåt yverbetændels.

Karen hai siel wæt nøt te å skær den jen pat åe
fo å redd Maren fra å dø.